Jeg har lige “snupset” denne artikel fra
Kommunikationsforum og synes at den fortjener at komme videre ud i verden
gennem mig blog 🙂

Henrik Dahl, forfatter

Helsidesannoncen er tilbage. Med al sin duft af tryksværte, fornuft,
magt og gode cigarer. Sig det med en helside, så er du noget i den borgerlige
offentlighed. Helsiden er et analogt og troværdigt holdepunkt i en tid, hvor
alt flyder på nettet. Derfor bruger banker, pelsavlere og fagforbund nu ivrigt
helsidesannoncer.

Jeg holder af udtryk som ”styrtebad”, ”lp” og ”et halvt pund smør”. De
har en god lyd af gamle dage og ældre mennesker. Får mig til at mindes alle de
bedsteforældre, jeg har kendt, med varme. Tænke på barndommens tryghed og
sorgløshed.

”Helsidesannonce” er lidt på samme måde. Jeg havde en faster, der
vistnok – sådan siger vores familiefolklore i hvert fald – fandt på det berømte
slogan: ”Der er altid plads til en til, der bruger Rexona”. I begyndelsen af
halvfjerdserne fik hun også Aurora-prisen (ak ja) for en helsidesannonce, som
det er umuligt at finde, selv på Google. Så måske er det også familiefolklore?
Det håber jeg ikke, for så er der efterhånden ingenting, der er, som vi plejer
at fortælle det i familien. Men under alle omstændigheder: Det var noget med en
supertanker, der blev sammenlignet med et barn. ”Det blev en dreng”. Eller ”Det
blev en pige”. Sådan noget i den retning.

Ingen helsidesannonce uden en pastelfarvet sweater

”Helsidesannoncen” er fra dengang, farfar og de tunge drenge virkelig var drenge (og min
faster var pige). Den vækker minder om Morten Jersild og Peter Wibroe og hvad
de alle sammen hed. Den gamle garde, man ikke kan lade være at se
for sig med pastelfarvet sweater over skulderen og et glas rødvin inden for
rækkevidde. De gyldne minder om dengang Martini og solbrændhed og havnejazz var
det fedeste fede, står i kø for at blive dvælet ved, når man tænker på den
kære, gamle helsidesannonce.

Men grammofonpladen står stærkere nu, end den har gjort på noget
tidspunkt de sidste ti år, og helsidesannoncen har det også fint. 3F indrykker
dem for at vælte regeringen. Pelsavlerne gør det for at komme til orde i
forhold til TV 2. Og Saxo Bank gør det for… alt muligt. At profilere sig. At
klynke. At true. Jeg kan ikke forestille mig et mere imponerende come-back end
helsidesannoncens. At Michael Laudrup opgav sin meningsløse boykot af
landsholdet, måske. Eller at det gamle vægtsystem blev indført igen, så vi skulle til at sige ”et
halvt pund smør”. Men ingen af delene ligger i kortene, så hatten af for
helsidesannoncen!

Bred og uomgængelig

Men hvad er det i grunden, helsidesannoncen kan? Som hovedregel er den
bedøvende kedelig og forudsigelig, og ingen, der har meningsfuldt dagligliv,
orker at læse den. Men helsidesannoncen er stor, og det har også noget at sige.
Den fylder hele synsfeltet ud, ideelt set når man har læst forsiden, åbner
avisen og uvilkårligt kaster blikket på side tre. Bred, mægtig og uomgængelig.

Helsidesannoncen svarer på en måde til Slædepatruljen Sirius. Den kører
rundt i det symbolske rum og viser, hvem der har overhøjheden. Her kommer Saxo
Bank og Pelsavlerne og Fagbevægelsen kørende tværs gennem det diskursive felt
med soldater og slædehunde og hele pivtøjet og viser flaget. Hvabehar! Den form
for magtdemonstration kan tilfældige smådeltagere i den samfundsmæssige samtale
ikke ignorere. De må træde ydmygt til side for Slædepatruljen, med hatten i
hånden, og vente med at snakke videre, til den igen er uden for syns- og
hørevidde.

Da jeg for nogle år siden var med til at undersøge, hvad der motiverede
avislæsere til at læse deres daglige avis, fandt vi ud af, at det
enkelt-element, der i højest grad definerede en avis som ”en rigtig avis”, var
det klassiske lederopslag, hvor der foruden leder og kolofon er kronik,
kommentarer, læserbreve og en satirisk tegning. Samtidig fandt vi ud af, at
intet af det stof blev læst særlig intensivt. Avislæsere i almindelighed har
det åbenbart, som jeg har det med Nationalmuseet: i løbet af et år kommer jeg
der kun en enkelt gang eller to. Men det giver mig en god følelse at vide, at
det findes. At gå forbi det og tænke, at jeg er borger i en kulturnation. Trods
alt og med ethvert tænkeligt forbehold.

En offentlig samtale uden vræl

De store helsidesannoncer, hvor en part i en given sag fremlægger sine
argumenter, peger på, at der stadig er noget, der hedder ”den offentlige
samtale”. Et sæt af regler, der pålægger deltagerne i en samtale at fremstille
det principielle i deres anliggende og give rationelle belæg for den eller de
påstande, de søger tilslutning til. I den offentlige samtale vræler man ikke
bare ud over alverden, at nogen har tisset på ens sukkermad. Man redegør
udførligt for, hvorfor tis på sukkermadder er en uting og kommer med redelige
og dokumenterbare belæg for, hvorledes man siden oldtiden har forholdt sig
kritisk til sukkermadstis.

Når selve princippet er slået fast, så intet sandhedssøgende menneske
kan afvise det, går man videre med empiriske analyser af, hvis tis det kunne
tænkes at være, der havde besudlet netop denne konkrete sukkermad, og afmålte
bud på, hvad der kunne være motiverne for dette brud på fælles og velbegrundede
grænser for, hvad man kan tillade sig at gøre med sukkermadder, der ikke
tilhører en selv. Ikke fordi man ikke godt kunne klare sig uden – men af hensyn
til det principielle.

Helsidesannoncens comeback viser for det første rækkevidden i Habermas
berømte og næsten halvtreds år gamle analyse af den borgerlige offentlighed.
Den findes rent faktisk – i den forstand, at når væsentlige interesser står på
spil, er der stadig et stort antal mennesker, der anerkender dens eksistens og
satser på, at de vil have gavn af at leve efter dens regler.

For det andet viser dens comeback, at avisen stadig er det medium, der
først og fremmest er forbundet med forestillingen om en borgerlig offentlighed.
Det er de ræsonnerende sider i avisen, som skaber og opretholder forestillingen
om offentligheden, og i særlig grad definerer ”en rigtig avis”. Det er i kraft
af de sider, der kan opstå en kollektiv bevidsthed om, hvad der bør diskuteres
og hvad hovedpositionerne er. Det er kort sagt fra de klassiske, ræsonnerende
sider i avisen, helsidesannoncen henter sin kraft og opnår sin levedygtighed.

Kommentar fra mig: Det ene udelukker selvfølgelig ikke det andet.
Fremskridtet er jo altid et skridt frem, men derfor er der jo stadig foden
bagved, der bliver dér indtil det er dens tur til at komme foran.

…Og husk forøvrigt. Den der træder i andres fodspor kommer aldrig
foran!